Næste gruppeforløb vedr. selvværd opstart 29.8

Kort om mig

Jeg er født i 1979 og uddannet cand.psych fra Aarhus universitet i 2010 og autoriseret af Dansk Psykolognævn i 2012. Jeg er uddannet kostvejleder på At Work skolen i 2021.

Jeg arbejder bl.a. med traumatisk opvækst, selvværd, sorg og krise, stress, angst, depression, forældrevejledning, supervision og kostvejledning.

Jeg er optaget af, at se mennesket som en helhed, hvor fx. krop, psyke, kost, medicin, forventninger og omgivende samfund er forskellige elementer af ét hele.

Metterisager.dk

Psykologiske konsultationer

Jeg har mange års erfaring med individuel terapi, og har bl.a. arbejdet med traumatiske opvækstvilkår, selvværd, angst, depression og sorg samt krisebehandling.

Dét at få udbytte af samtaler med en psykolog, afhænger bl.a. af hvordan psykolog og klient passer sammen. Hvis du som klient ikke føler dig tryg, tager det fokus fra dét du ønsker hjælp til. Omvendt mærker både du og jeg, når kemien er der, og vi arbejder sammen om, at øge din trivsel.

Selvværdsforløb

I et forløb hos mig, hvor fokus er på at styrke dit selvværd, starter vi med at afdække dine erfaringer, hvilke tanker du gør om dig selv og på hvilke måder du har forsøgt at passe ind og gøre dig fortjent til andres omsorg og kærlighed.

Når vi forstår dit selvværd, kan vi arbejde på at ændre de tankemønstre og handlinger der spænder ben for dig, din livsglæde og din selvkærlighed.

Alternativ behandling

I mine terapier inddrager jeg gerne min viden om aromaterapeutiske behandlinger, energier, krystaller, kropsterapeutiske principper og spiritualitet, hvor det er hensigtsmæssigt.

Vi tilpasser altid sammen forløbet, så det bedst matcher dine behov og præferencer.

Forældrevejledning

Der findes ikke nogen tilgang til børn eller forældreskabet, der passer på alle. Derfor er vi nødt til at samarbejde om, at finde den vej der passer til lige netop jeres familie.

Som udgangspunkt arbejder jeg med forældre, uden børnene er til stede. Dette ud fra en antagelse om, at børn reagerer på det miljø og de relationer de tilbydes, hvorfor det er omgivelserne vi tager udgangspunkt i. I enkelte tilfælde kan det give mening at involvere større børn.

Metterisager.dk

Supervision

Jeg tilbyder både supervision af psykologer på vej til autorisation samt andre faggrupper, herunder plejeforældre.

Supervisionsrummet er et rum til refleksion af egen praksis. Refleksionen kan bestå af specifik sags-supervision, tematiske overvejelser og ventilering af oplevelser i forbindelse med din faglige rolle.

Supervisionen kan foregå i min klinik eller på din arbejdsplads. For supervisioner udenfor klinikken pålægges kørselsgodtgørelse.

Kostvejledning

Et kostvejledningsforløb hos mig, starter med en indledende samtale, hvor vi sammen beslutter, hvordan dit forløb skal se ud og med hvilket formål du ønsker at ændre din kost.

Dine kostændringer skal være til at overskue i en almindelig travl hverdag og du skal kunne spise ”almindelig mad”. Du skal ikke undvære de fødevarer du kan li – men måske spise dem i andre mængder end du plejer. Det er vigtigt at din krop ikke kommer i underskud af basale næringsstoffer.